Malk de Koijn på posten d. 10. oktober
15. okt 2009 af Bjørn Kryger | Postet i Anmeldelser, Koncerter

Lørdag den 10. oktober bød Posten på fodbold og Malk de Koijn. Begge dele udviklede sig til en regulær folkefest. Danmark spillede den afgørende VM Kval kamp mod de evige arvefjender fra Sverige. I dagens anledning havde Posten klogeligt valgt at rykke Malk de Koijn koncerten en times tid. Kampen blev vist på storskærm til stor glæde for os fodboldfans. Med sit langskud lagde Jakob Poulsen grundstenene for Danmarks videre færd ved VM i Sydafrika, og hævede samtidig stemningen på Posten, som nu i den grad var klar til at modtage Malk.
Koncerten har været ventet med spænding i flere år. Lige siden Malk de Koijn gik på pausen for en del år tilbage, har fans over hele landet hungret efter endnu en koncert. Lørdag den 10. oktober gik dette ønske i opfyldelse for det odenseanske publikum.
Der var naturligvis komplet udsolgt, og omkring 900 fans var klar til feste med De Rigtige MC’Coys. Af ukendte årsager blev alle de spændte fremmødte dog tvunget til at vente til klokken blev 22.45 inden Malk de Koijn entrerede scenen. Hvorfor der skulle gå næsten en time fra slutfløjt af landskampen skal være usagt, men dog et irritationsmoment, især for dem der var mødt op kl. 20, og ikke havde nogen interesse i fodbold.
Da tonerne til den nye Malks Toback bragede ud gennem højtalerne var alt dog tilgivet og festen kunne begynde. Den dybe basog den enorme højlydte velkomst fra Posten kunne få de små hår til at rejse sig på selv den mest garvede koncertgænger.
Malk de Koijn leverede et brag af et show hvor store hits som Fåkt op i Skalle, Jim Daggerthuggert, De rigtige MC´Coys, Jernskjorten, Jagt, Vi tar Fuglen på dig, og så videre fremkaldte ekstrem jubel blandt de tydeligvis meget dedikerede fans. Alt i mens kom der små Bikstok referencer og afslutninger. Samtidig beviste Tue Track ved flere lejligheder at han på ingen måde har glemt hvordan en ægte DJ føler sig hjemme på en scene.
Å ÅÅ Mæio lukkede og slukkede og folk kunne råbe og skrige, hvis der skulle være noget de ikke var kommet af med i løbet af den halvanden times tid Malk havde haft kontrol over scenen. For kontrollen var helt og holdent i Malk’s hænder. I deres storhedstid var Malk de Koijn kendt for at være blandt landets absolut bedst live orkestrer, og en kold lørdag i Odense beviste de, at de ikke har glemt, hvordan man leverer et formidabelt show.
Malk de Koijn har altid haft en trofast og loyal fanskare og denne aften beviste de at de bestemt ikke er glemt.
Bedømmelse:




(5/6)